Kendt urnefællesgrave på skovkirkegården
Skovkirkegården er en traditionel bøgeskov, idyllisk placeret på kirkegårdens højderyg med udsigt ind over byen. Den ligger på højre side lige efter mandskabsbygningen, når man kører ind på kirkegården, og parkering kan ske tæt ved de to portaler i træ, som viser hovedindgangene til området.
Skovkirkegården er anlagt med stier, som slynger sig mellem bøgetræerne, og som er tilgængelige for gangbesværede og kørestolsbrugere. Langs stierne er urnegravstederne etableret. Her kan du vælge et gravsted til én urne eller et familiegravsted med plads til fire urner.
Området er opdelt i 6 felter med urnegravsteder, og til hver af de 6 felter er der en granitstele, hvor du har mulighed for at få opsat et skilt med navn på den afdøde. Skiltet købes hos Guldsmed Lind i Horsens.
Der må ikke være anden beplantning end den for skoven naturligt forekommende, og blomster og anden pynt skal lægges på de dertil indrettede blomster-/kransepladser ved granitstelerne.
I forbindelse med urnenedsættelsen i kendt urnefællesgrav skal der betales for pasningen for hele fredningsperioden, dvs. indeværende år + 10 år.